Svenske DICE melder sig ind i kampen om det gode spilsalg med deres nyeste titel, Mirror's Edge.

Gennemblødt af sved og total tilsmudset standser jeg forpustet op i det lille aflukkede metalrum og hiver efter vejret, idet elevatoren afgiver det velkendte ”blip” som fortæller mig at elevatoren er i gang med at føre mig væk fra en snes bevæbnede politimænd. Væk fra fare.
Adrenalinet pumper rundt i kroppen på både dig og den adræte parkour-pige, Faith, når Digital Illusions seneste ”skydespil” summer rundt i maskinen. Sådan skulle det i hvert gerne være, hvis man spørge de svenske udviklere.

Du spiller rollen som en kvindelig runner. En person, der med drømmen om frihed og retfærdighed i et korrupt system, kun har en mulighed for at ændre på det hele – at løbe så hurtigt hun eller han kan. Ikke fra problemerne, men med informationer, budskaber og i det hele taget fungere, som en nymodens ninja.

Life in technicolor
Det er også hele idéen med at tænke spontant og altid at være på flugt fra en større overmagt som har præget gameplayet. Faith er stærk og adræt ,og har mulighed for at klatre op og ned ad stolper, hoppe på vægge og ellers overkomme forhindringer med relativ lethed.
Ydermere har hun, som alle andre runners, en speciel forkærlighed for farven rød, da denne altid vil være et tegn på en flugtvej. Ligesom at farven hvid repræsenterer den enorme by og blå, de soldater og politimænd, som Faith får på nakken i løbet af spillet.
Spillet er i sandhed blevet 'farvelagt' på en noget uortodoks måde. Ting som gelændere, stiger, døre og krane har sjældent mere end en enkelt farve. Nuancer indberegnet.
At se på spillets omgivelser, er, ligegyldigt hvor man er, at som at se en by bygget af Lego-klodser. Der er ingen kontraster og farvesvingninger. Det er enten-eller.
For nogen vil dette nok virke latterligt og som en slattent forsøg på at lave noget stilrent og på sin vis æstetisk smukt som i fx Portal eller Bioshock. For andre vil det, og her kan jeg vil godt placere mig selv, imponere og faktisk virke tiltalende og veludført, og så er der dem som aldrig får lov til at spille spillet, af den simple grund at de enorme farvesvingninger fra et rum til et andet, kan virke så store at øjnene bliver helt blændet af det.
Bevares, jeg måtte da også gnide øjnene en ekstra gang af og til, men overordnet synes jeg meget godt om denne stil. At brædder og nedløbsrør, samt biler og kranvogne pludselig kan være postkasserøde kan måske virke lidt søgt, men rent praktisk er det en mindre genistreg, som gør det muligt for spilleren at vide, hvordan han bedst kommer væk fra hans forfølgere.

For ja, det er ikke just brutal nærkamp og enorme skuddueller der, modsat så mange andre spil, præger Mirror's Edge. Faith er ikke just fagudlært i brugen af våben, og hvis man absolut insisterer på at have en shotgun med sig i tasken, skal man regne med at spillet kommer til at tage 16 gange så langt tid at komme igennem, end hvis man bare overlader fremtiden til Faiths gode kondi.

Alligevel er der masser af action at hente i spillet. Selvom der oftest ikke er ret meget mere end to-tre veje at vælge imellem igennem spillet, så er de skjult på så ikke-lineær måde, at man ikke kan lade være med at klappe sig selv på skulderen efter at have undsluppet fjenderne ”på sin helt egen måde”.
Det virker måske lidt plat, men jeg er godt tilfreds og helhedsindtrykket igennem hele spillet, som (måske) beklageligvis ikke er særligt langt.

Parkour for alle pengene
Selvom Mirror's Edge egentlig er noget nær den eneste i sin genre, så er det faktisk utroligt lidt at sige om det. Det er et spil, hvori man ofte får lyst at standse op og nyde de særdeles flotte omgivelser, men sjældent har tid, da der næsten altid er en eller anden vred pensioneret bryder-Børge efter én.

Det er også et spil, hvori der er langt stor vægt på at spilleren skal føle sig ét med Faith, hvilket sådan set virker ret overbevisende til tider, men en gang imellem gider man altså ikke rigtig høre den noget tamme historie til ende, og derfor helt standser med at spille. Det er også et spil, som på én måde virker som en kæmpe stor varieret verden med en fantastisk grafik, og på den anden side virker som om, at en bestemt bane-opbygning med masser af grødede farver er blevet kopieret og brugt igen og igen lidt for mange gange til at det altid er helt sjovt at spille.

Har du lyst til at prøve et lidt anderledes skydespil, så er Mirror's Edge nok ikke det værste bud. Håber du omvendt på et spil, som bliver en mindre revolution inden for genren og med et action-niveau som blæser dig bagover, så bliver du nok skuffet. For Mirror's Edge kan til tider være en yndefuld Faith, som springer rundt i luften med største lethed, og til tider kan det være en gammel gigtsvag dame som kun lige formår at åbne køleskabsdøren før hun må sætte sig ned igen og puste ud.