Commander Shepard vender tilbage, og denne gang bringer han et større skib, mere frihed og en kæmpe spiloplevelse med sig – igen.

Det er ingen hemmelighed, at det første spil i BioWares Mass Effect trilogi var et af de mest fantastiske spil, da det udkom og personligt var jeg sikker på, at BioWare havde sat deres standard for høj, men det lykkedes BioWare at tage Mass Effect endnu højere.
Der var en håndfuld småfejl ved det gamle spil, der bestemt er blevet fikset i det nye, blandt andet er det lidt ligegyldige og irriterende køretøj MAKO blevet fjernet, og kampsystemet er blevet pudset. Enhver, der har spillet det første spil, husker også det nærmest kaotisk rodet våben- og beskyttelsessystemet, dette er også blevet ændret. Stort set alle de fejl man kunne sætte en finger på i det første spil er væk, hvilket er med til at gøre Mass Effect 2 til et af det bedste spil jeg nogensinde har spillet.

Den fantastiske historie fortsætter.
Historien fra forgængeren forsætter naturligvis i Mass Effect 2, men det virker som om, at BioWare er gået lidt for langt i historien i det første spil, eller bare gemmer en stor del til det sidste, da du stort set ikke kommer videre i historien i dette spil. Dette ødelægger dog på ingen måde spiloplevelsen. BioWare har endnu engang brugt deres magiske forfattere og har skabt nogle af de dybeste virtuelle karakterer til dato. Igennem historien får Commander Shepard muligheden for at rekruttere alt lige fra en døende snigmorder til en genetisk manipuleret supersoldat, og hver holdmedlem har sin helt egen unikke personlighed. Et stykke inde i spillet får spilleren også chancen for at få et lidt dybere indblik ind i sine allieredes liv og baggrund, da man kan vælge at klare nogle små sidemissioner, som kan hjælpe Shepard med at vinde hans holds loyalitet og derved låse op for nogle nye evner. Disse sidemissioner går de fleste gange ud på det samme, men fordi at alle historierne er så originale og fængende, føles hver mission som et helt spil i sig selv.

En af de ting der var med til at gøre Mass Effect til et af de største RPG-spil nogensinde, var det moralske aspekt i spillet. Det fungerede okay i det første spil, men i Mass Effect 2 er moralske valg overalt. I stort set hver dialog bliver Commander Shepard stillet overfor moralske valg, som næsten altid har en eller anden form for indvirkning i historien. Valgene er heller ikke altid ligeså åbenlyse, som de er i så mange andre spil, der har forsøgt sig med samme moralske system. For eksempel får man på et tidspunkt muligheden for at skyde en allieredes søn eller en uskyldig mand.
Personligt har jeg altid gået i den ”onde” retning i de spil, der har givet mig muligheden, og Mass Effect 2 var ingen undtagelse, men for første gang i mit liv fik jeg lyst til at spille spillet igennem igen, bare for at se hvordan verden ville behandle mig, hvis jeg opførte mig ordentligt.

Som sagt er køretøjet, eller MAKO’en, fra det første spil blevet fjernet, og spilleren bliver præsenteret for et nyt, og til tider lidt kedeligt alternativ til at scanne de mange planeter. Scanningen er nærmest et lille minispil, der foregår ved at spilleren holder den højre musetast nede og bevæger musen rundt over planetens overflade, indtil grafen ved siden af planeten viser et udslag, så trykker man på den venstre musetast og vupti, nye ressourcer – Ak ja, intet er perfekt.

Bestemt ikke for tøsedrenge.
Spillets kampsystem er på mange måder det samme som i dets forgænger. Man har muligheden for at pause tiden, vælge biotiske evner og bede sine allierede om hjælp i kampens hede. Men det er tydeligt at se, at BioWare har ladet sig inspirere af de nyere action spil, som for eksempel Gears of War, hvilket har resulteret i, at tempoet i kampene er skruet betydeligt op, og hvis du er action fan kan jeg bestemt anbefale at skrue sværhedsgraden op til ”insanity” og kaste dig ud i kampene mod kamprobotter og adskillige forskellige alien-racer, der bestemt ikke er for tøsedrenge eller uerfarne gamere.
Antallet af både biotiske og mekaniske evner er blevet formindsket, hvilket er lidt af en smagssag. Hvis du hørte til en af dem, der sad med åben mund og tomme øjne hver gang et skill-point skulle sættes i det første spil, er det bestemt et plus. Men hvis du er en ægte RPG-elsker, der vil have den mest unikke og ultimative kampoplevelse ud af hver enkel kamp, er det desværre et stort minus. I starten af spillet har du mulighed for at vælge mellem tre evner, og langsomt vil et par andre evner også blive åbnet for dig. Hvis du vælger at opgradere en evne til maksimum, vil du også kunne udvikle denne evne, dog er det oftest bare et spørgsmål om radiussen eller skaden skal forøges.


Et fængende univers.
Hvis du arbejder med at udvikle spil, hvis du arbejder med at anmelde spil, eller hvis du bare elsker at spille dem, så ved du, at historie og gameplay ikke er nok til at skabe et troværdigt og levende univers. Det er detaljerne, der er nøglen til en spillers hjerte, og dette udnytter BioWare til perfektion. Mass Effects soundtrack er en stor del af det, der er med til at skabe det fængende univers, som spillet udspiller sig i, og kombiner det med det utrolige stemmeskuespil af blandt andet Martin Sheen som ”The Illusive Man” og Seth Green som spillets komiske indslag ”Joker”, som man rent faktisk også får lov til at styre i omkring fem minutter, og du har en af de mest detaljerige spil menneskeheden nogensinde har skabt.
Også grafikkens detaljer er bemærkelsesværdig, og jeg var forbavset over hvor meget egentlig spillet kunne klare uden det mindste hak. Filmsekvenserne er smukke, og jeg tror kun at jeg én enkelt gang trykkede forbi en film, og det var ved et uheld.

Jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at Mass Effect 2 vil blive husket i lang tid som en af de mest gennemførte spiloplevelse i vore tid, og jeg kan ikke vente på at se, hvad BioWare trækker ud af hatten, når denne science fiktion trilogi skal afsluttes, men hvis jeg kender BioWare ret, bliver det ikke skuffende.