Nu er den danske platformer også at finde på PC.

Limbo er en puzzle-platformer fra den danske udvikler Playdead, som første gang udkom på Xbox Live Arcade for godt et år siden. Titlen høstede stor succes, og det minimalistiske grafiske design blev rost til skyerne af spilpressen. Det har nu også set dagens lys på PSN og på PC, hvorpå denne anmeldelse er baseret på den sidstnævnte platform. Så lad os blot kaste os ud i smagsdommeriet.

Intense omgivelser og intuitiv styring
Når du starter spillet for første gang, bliver du mødt af en sort skærm, der langsomt afslører en mørk og diset skov. Forgrunden er kulsort og omkranser skærmbilledet som en dynamisk oscillerende monokrom ramme, der skaber en dybt intens stemning; ligesom der heller ikke er et musikspor eller lydeffekter tilstede udover den kolde brise, som forstærker den intense følelse.

Efter at have stirret på denne betagende scene for en stund undres man over, at der ikke sker noget på skærmen. Men efter et kort tastetryk, kommer en lille dreng til live, hvis omrids svagt kan anes i midten af omgivelserne. Hans øjne lyser op, og han rejser sig langsomt, som om han har været udsat for en masse hårde strabadser, og du kan nu styre ham med piletasterne.

Der er altså ingen introducerende titelskærm, intet dundrende soundtrack og ingen tutorial eller sidekick, som sætter dig ind i spillets styring eller historie. Du er overladt helt til din egen intuition, som går godt i tråd med titlens genre, hvor du konstant bliver udsat for situationer, hvor de små grå skal i omdrejninger. Det er ganske enkelt drønhamrende genialt, fremragende gennemtænkt og mesterligt udført af den danske udvikler.

Bjørnefælder, kæmpe edderkopper og superb puzzles
Med en styring, der blot omfatter fem knapper, nemlig piletasterne og en actionknap på control, er det holdt simpelt, og der er da heller ikke behov for flere knapper, for du har ingen våben og dermed heller ikke behov for en reload-knap og heller intet inventory eller værktøjer, som du skal skifte imellem. Der er fokus på problemløsning via de spilmekanismer platformgenren tilbyder. Det vil sige, at mange af de forhindringsmæssige gåder skal overkommes ved at time sine hop, svinge sig i reb, trykke på knapper eller flytte på redskaber.

Helt ufarligt er det naturligvis ikke. Du er jo blot en lille dreng, helt alene i en stor og mørk skov uden kendskab til de hidtidige begivenheder eller den fremtidige skæbne. Selvom du blot ser et omrids af denne karakter, som du styrer, er det alligevel makabert at se alle de forskellige dødsscenarier som den lille purk kan blive udsat for. Spidning, masning, iturivning og drukning er blot nogle af de måder din karakter kan lade livet på, og ens for dem allesammen er, at det vises på grufuldeste vis trods den minimalistiske grafiske stil.

Limbo byder på nogle fremragende og tankevækkende gåder, hvis sværhedsgrad ligger på et niveau, der ikke frembringer overdreven frustration, såfremt man ikke er helt uerfaren med at løse puzzles i spil. Checkpoints er usynligt spredt med korte afstande, og det gør, at du uden hæmninger kan kaste dig hovedkulds ud i de kommende udfordringer. For det er aldrig mere end få sekunder siden du kom forbi et checkpoint.

Dyster, makaber og pragtfuld
Den visuelle stil i Limbo grænser til det artistiske. Nej, den er artistisk! I overlegen og overbevisende stil bliver du ført igennem spillets begivenheder uden de helt store variationer i det grafiske design, men det er netop spillets helt store force. Stilren og minimalistisk i en grad, der sjældent set har haft så stor indflydelse på et spils gameplay. Det er lige før begejstringen ingen ende har for vore lovord til denne danskudviklede tite, og det er selvom vi tager de rød-hvide briller af.

Det er ikke kun på den visuelle side, at Playdead har holdt den minimalistiske stil. Lydsiden præges af stemningsfulde lydeffekter af høj kvalitet, som er med til at sætte den intense stemning i spillet. Der er ingen musik at finde i lydsporet, og det taler til spillets fordel, da antydningen af en subtil brise blandet med fodtrinene i skovbunden er rigeligt til, at det løber én koldt ned ad ryggen.

Konklusion
Gode gåder med øjeblikke af eftertænksomhed afløst af panik og en gennemgribende følelse af terror, altså antydningen af at noget slemt kan ske når som helst, placerer Limbo blandt de allerbedste titler af sin slags i genren.

Spillet er en relativ kort fornøjelse, men den lave pris retfærdiggører det til fulde. Det er godt at se, at Playdead ikke er faldet for tendensen med at gøre gameplayet sværere for at knibe flere timer ud af spillet. Eksempelvis ved at placere checkpoints længere fra hinanden. Det afføder som oftest blot mere frustration end glæde over, at der var et par timers ekstra underholdning i titlen, men i Limbo er sværhedsgraden godt afvejet og underholdningen i top.

Limbo holder stadig ét år efter det først blev udgivet til Xbox 360 som en XBLA-titel, og hvis du er en puzzle-afficionado, så er der ingen vej uden om nu, hvor det også findes til PC og PlayStation 3. Du må eje Limbo.