Steven Spielberg debuter med hjælp fra EA i spilverdenen med et af de mest vanedannende spil i længere tid på Wii.

Boom Blox er lidt af en sær størrelse, for der er ikke rigtigt et spil, som man kan sammenligne det med. Det handler i bund og grund om at smadre, fjerne og kaste klodser rundt for ren og skær underholdning. Det lyder simpelt, men det er som regel også de mest simple spil, der har en tendens til at bore og bide sig grundigt fast i en, så man bare er nødt til liiige at klare en ekstra bane eller bare generelt lige er nødt til at spille en time eller to mere. Derfor er det et glædeligt møde med Steven Spielbergs debut, der passer som fod i hose med Wii'ens unikke kontrol.

Klodsmajor og bomber
Det, der er så underholdende i Boom Blox, er hverken spillets ufattelige muligheder eller de uendelige baner. Faktisk er det rimelig monotont, hvis man kun ser sort/hvidt. Spillets helt store styrke er derimod selve spillets opbygning med, at du ikke har et livstruende mål, du absolut skal nå. Det hele går derimod ud på at gennemtænke banerne og udnytte spillets fantastiske fysik og gennemførte sammensætning.

I hver af banerne skal du rive klodser ned enten med en form for kugle, med sprængstof eller noget helt tredje. Du skal også fjerne klodser, der er stablet i alle mulige former for opbygninger, eller sætte en kædereaktion i gang. Det lyder måske enkelt og ligetil, men når først man går i gang med banerne, forstår man, at det faktisk kræver lidt omtanke at løse en bane til fuld tilfredsstillelse. For at gennemføre, skal man have enten bronze-, sølv- eller guldmedalje, hvilket i starten er meget nemt, men efterhånden som banerne introducerer forskellige blokke med forskellige egenskaber, så indser man, at der er en bagtanke med vanviddet. Det kan være én enkelt klods, man skal udse som sit mål, eller også kan det være, at galskab bare hjælper fra starten af banen. Det er netop dette, som gør, at spillet ikke bare lige er til at lægge væk. Hvis man ikke får sig en guldmedalje, kan man blive ved op til flere gange i samme bane, indtil det lykkes, og hvis man får en guldmedalje, ja så er man bare ivrig efter at komme i gang med den næste bane for at se, hvad den gemmer af underholdende og vanedannende puzzles.

Det helt unikke ved spillet er dog fysikken, og den måde, hvorpå det udnytter kontrolfunktionerne på ens Wii. Du skal overveje, om du vil kaste en kugle hårdt af sted, eller om det skal være et blidt, men præcist skud. Du skal også trække klodser ud fra opstablede konstruktioner helt ligesom i Klodsmajor, men det kræver en rolig hånd, hvis det hele ikke skal falde sammen. Spillet reagerer i det hele taget meget præcist på dine bevægelser, og et forkert kan hurtigt koste dig sejren i en bane, som man ellers ville tro var hurtigt klaret.

Nuttede grafik og kedelig lyd
Det er ikke nogen teknisk åbenbaring, som man er vidne til med Boom Blox. Det er dog heller ikke nødvendigt, da grafikken alligevel passer godt ind i spillet. Figurerne er nuttede og langt fra seriøse, ligesom klodserne og resten af banerne mere er en farveparade, end de er grafiske vidundere, men i et spil der henvender sig ligeså meget til de voksne med en trang til puzzles, som til børn med en trang til at skifte LEGO-klodserne ud med noget mere interaktivt, så fungerer udseendet helt optimalt, uden man skænker det én eneste negativ tanke.

Uheldigvis fungerer lyden knap så godt som selve spillets udseende. Det er måske heller ikke helt så nemt at sammensætte lyden til et spil, hvor essensen er at lege med og ødelægge klodser, men når spillet lægger så meget op til alle aldersklasser, er det ikke optimalt at indsætte en lydside, der burde høre hjemme i et arkadespil kun til børn. Musikken bliver hurtigt alt for monotont for simpelthen at blive direkte ignoreret, når man er kommet igennem diverse baner. På den anden side kan man så glæde sig over, at lydsiden højst sandsynligt er det mindst vigtige i dette spil, og derfor heldigvis ikke spiller den store og afgørende rolle.

Spielberg burde lave spil oftere
At en Hollywood-instruktør og producer laver et videospil, er ikke hverdagskost for spilbranchen, og der er sikkert mange, som havde forventet et helt andet udspil, end det vi sidder med i hænderne nu. Ikke desto mindre har Steven Spielberg ramt fuldstændig rigtigt med Boom Blox. Spillet henvender sig til alle spillere i alle aldre. Både børn og gamle kan samle Wii Remoten op lige når det passer dem, for at klare de underholdende og forskellige baner, som håndterer puzzle-genren bedre end mange andre spil. Spillets fysik er overlegen i underholdning, og hvis man ikke bliver grebet af det, så må det være et problem med ens Wii Remote. Det bliver aldrig for ensformigt, og hvis det endelig skulle gå hen og blive det, så er der altid ens egen editor, hvor man kan lave lige præcis den bane, man vil prøve at kæmpe sig vej igennem. Spillet er samtidig nuttet på den helt rigtige måde, hvor børnene er ellevilde med de søde figurer, og de voksne overgiver sig frivilligt med det samme, da det aldrig bliver kvalmende eller forfærdeligt. Det eneste minus er lyden, men som sagt har det langt fra den store rolle, og det bliver da også kun til en mindre ridse i den ellers skinnende lak. Det er længe siden, at et så simpelt spil har kunnet fange opmærksomheden hos så stor en vifte af spillere, og det er helt fortjent, at Steven Spielberg får et klap på skulderen, og spillet får en ekstra omgang i konsollen.