Opret ny bruger

Anmeldelse af Pokemon Black Version /NDS

Skrevet af , d. 13. juni 2011, kl. 10:15
Pokemon Black Version anmeldelse NDS

Charmen spreder sig med nye features, en visuel opgradering, et spækket online univers og en amerikansk inspireret Unova-region.

Du sendes til Unova-regionen, den første af slagsen inspireret af Nordamerika og i særdeleshed New York City. Men selvom storbyen og de høje skyskrabere er centrum for Game Freaks nye univers, så er det mere mangfoldigt end nogensinde før. Høje bjerge, en enorm ørken og moderne byer kædes sammen af lange broer, og selvom du i sig selv sendes gennem miljøet i en lige linie, så har du stadig en lige så stor frihed som før.

Som med de andre regioner gemmer der sig også her Pokémons med den store forskel, at de ældre generationer denne gang er sat til siden og erstattet med 156 nye monstre. Generation 5 bringer det totale antal op på imponerende 649, men alligevel er det som en spæd ny start, og det er der flere grunde til.

Under det ordinære plot om otte trænermærker og den sædvanlige samlermani, gemmer der sig et underplot af lidt mere vovet karakter. Nintendo har sagt god for at berøre emnet om, hvorvidt Pokémons skal have lov at gå frit rundt uden at være fanget i sin træners Pokéball. Så hvad er de sande motiver bag Team Plasmas aktioner? Og hvem er det nu den mystiske N er?

156 nye Pokémons og ny Unova-region
Unova-regionen gemmer på mange hemmeligheder, hvor den legendariske Pokémon står med den største af dem alle. Men inden du møder de helt store muskelhunde, er det mindre væsner som Tepig, Snivy og Oshawott, du skal vælge mellem. De er Pokémon White og Blacks starter Pokémons, der forbilledligt udtrykker de charmerende designs over hele rækken, der sender de nye 156 Pokémons op som værende blandt de bedste siden Generation 2.

Specielle Pokémons kan fanges via events, hvor Nintendo sender dig et pas, hvor du blandt andet får adgang til en færge, der sejler dig ud til en gemt ø og lader dig teste din evne til at fange den legendariske Victini, men som med alle de andre events er det inden for en bestemt periode, hvilket gør dem eksklusive.

Vær dog ikke tvivl, de gamle monstre som Pikachu, Bulbasaur, Chikorita, Torchic og resten af banden låses op efter gennemført kampagne. Det er dog ikke alle, du får adgang til i én version. Som altid er her eksklusive Pokémons, men for første gang er der op til flere eksklusive features, der differencierer Black og White. I Pokémon White får du flere ”Triple Battles”, færre ”Rotation Battles”, en ottende gym-leder i Iris, mens Black har Shaga. Den største forskel er to områder: White Forest, der gemmer på sjældne items, men som også lader dig fange Pokémons, der endnu ikke har udviklet sig. I Black-versionen får du Black City, hvor du kan købe sjældne items og kæmpe – men ikke fange – mod fuldt udviklede Pokémon. Det er helt op til den enkeltes behov, hvad man finder tiltrækkende, men alene det at du kan fange og derved eje sjældne items og monstre i White skulle gøre denne til den foretrukne udgave hos mange.

Nye Triple- og Rotation Battles
I begge versioner støder du ind i ”Triple Battles”, der ser hver træner sende tre Pokémons ud i en kamp. Monstrene står på række, og det er derfor ofte hurtigheden, der afgør, hvordan trækkene spiller sig ud. En Pokémon kan kun ramme den, der står lige overfor eller ved siden af, derfor er det optimale at bruge sit monster i midten, da den også kan ramme den modstander til venstre og højre. ”Rotation Battles” er lidt mere komplekse, der strukturelt set stadig ser tre Pokémons på hver sin side, men her er det kun én af dem som kæmper. Her går det på tur, hvor du i mellemtiden kan skifte position mellem dine tre Pokémon.

Det nytter dog ikke at designe sit hold ud fra de nye regler, for du støder sjældent ind i disse opstillinger, der ellers er et frisk pust i den mere end ti år gamle formular. Denne formular er i store træk den samme som i spillene før Black og White, hvor du i ren RPG-stil forøger dine Pokémons niveauer med Experience Point (XP), men desværre er det lettere end nogensinde før bare at opgradere én af sine monstre og feje alt modstand af vejen. Der er aldrig rigtig nogen udfordring at skue for de garvede spillere, så Game Freak har i stedet øget holdbarheden ved at justere og tilføje til onlinedelen.

Nu kan du registrere dit spil på ”The Global Link” hjemmesiden, hvor du kan udveksle mails med dine venner, se hvordan du begår dig mod andre af verdens trænere og deltage i en række minispil for at gro bær og fange Pokémons med gemte færdigheder. Dream World er den første feature, der lader dig fange Pokémons, der normalt ikke er at finde i spillene, og kan de lide dig nok, tager de med dig tilbage til Unova. ”Global Battle Union” er en anden funktion, der lader dig vinde point ved at spille mod andre trænere online via random battles verden over.

C-Gear åbner op for en online verden
Men for at få adgang til disse funktioner skal du først modtage en ”C-Gear”, en gadget, der åbner op for en lang liste af features. Foruden de førnævnte får du ”Entralink”, der lader en anden spiller klare missioner i dit spil gennem Wi-Fi. Entralink er lidt ligesom Sinnoh Underground i Diamond, Pearl og Platinum, da du her optjener Pass Power, der giver dine Pokémons specielle egenskaber, så som et hurtigt boost af experience point i en begrænset periode. Entralink findes i Entree Forest, som også er stedet, hvor du fanger de Pokémons, du tager med tilbage fra Dream World. Game Freak har generelt set justeret på en række ting, hvor også Pokémart markedspladsen nu har en plads inde i Pokécenter, hvor du helbreder dit hold. De fine gadgets stopper ikke her, du bliver også udstyret med en ”Xtransceiver”, der som del af C-Gear lader dig video-chatte med fire lokale venner på en DSi, DSi XL eller 3DS. Xtransceiver bruges også i singleplayer, hvor du sommetider ringes op af NPC figurer som Professor Juniper, der for øvrigt er den første kvindelige professor i seriens eksistens.

Som sagt kan du for første gang kæmpe mod tilfældige spillere verden over gennem Nintendo Wi-Fi Connection, men der også et interface, der lader dig og millioner af andre bytte Pokémons online i spillet. Du kan sætte en anmodning op om, at du søger en bestemt Pokémon, hvor du så giver en anden specifik Pokémon i retur.

Største visuelle udvikling siden Gameboy Color
Serien har også fået sig et løft på den visuelle side, som er den største siden Gameboy Color gjorde det muligt at tilføje farver. Der er stadig en stor del sprites, men man gør meget ud af, at nogle områder er udført i polygoner, hvilket kommer til udtryk med et animeret kamera. Vinklerne går ned bag din figurs ryg for et syn ud mod havet og broen, men kameraet også kan placere sig skråt ned mod folkemassen, så du nemmere ser de travle byborgere bevæge sig udenom dig, når du kommer løbende hen ad vejen. Dag/nat-cyklussen og den ugentlige cirkel fra de første generationer tages nu videre til sæsonerne. Unova ændrer sig med den virkelige verden og tager dig gennem de fire årstider. En årstid varer en enkel måned, hvor foråret starter ud i januar, men det unikke er, at visse områder kun kan tilgås under en bestemt sæson, mens nogle Pokémons også ændrer facon.

Men selv når årstiderne ikke skifter, er der visse områder, du ikke har adgang til. Hertil bruges ”Technical Machines” bedre kendt som TM, der instruerer din Pokémon til at udføre et bestemt træk, som for eksempel at klippe en hæk ned eller destruere en sten. Den store ændring er nu den, at dine TMs ikke går i stykker, så store dele frustrationer ikke gentager sig i Black og White.

De bedste spil siden Gold og Silver
Helt overordnet vil Pokémon Black og Pokémon White på ingen måder overbevise dig om, at dette er et af de bedste spil til Nintendo DS, hvis du ikke allerede brød dig om et af de andre spil i serien. Men for fans, der har hængt på gennem årene eller som er stået af undervejs, er her en rigtig god grund til at lægge besøg forbi universet endnu engang. For selvom det igen handler om at indsamle Pokémons og udfordre de otte gym-ledere, så er der her mere nyt end nogensinde før. Du får ikke bare et charmerende ydre med dynamiske kameravinkler under kampene og smuk musik, der ændrer sig med årstiderne, du får også features én masse og en onlinedel, der endelig er ambitiøs i sig selv. Tør vi sige det? Pokémon Black og White er de bedste spil i serien siden Gold/Silver og Red/Blue/Yellow.

Pokemon Black Version anmeldelse - Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
Pokemon Black Version:
9/10
Lyd: 8/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 10/10
Holdbarhed: 10/10

Spil overblik

PEGI aldersmærkning