Opret ny bruger

Anmeldelse af Mario Kart 7 /3DS

Skrevet af , d. 3. februar 2012, kl. 00:56
Mario Kart 7 anmeldelse 3DS

Power-ups og fartfelter blandes med svævefly og undervandspropeller i Mario Kart 7, der også er en overvældende debut for Nintendo Network.

De seneste år har de mere løsslupne racers stået for fald og er der en kategoi, som der lige med nød og næppe holder sig i gang, så er det go-kart racerne, der siden SNES dagene har været domineret af Mario Kart. Det er efterhånden blevet til et par stykker og også Nintendo har set bump på vejen, men med det syvende i Mario Kart 7, der for første gang i serien markeres med et tal, har man fundet noget af fordums kreativitet frem igen.

Selvfølgelig skal der ikke vendes op og ned på en formular, der er gået rent ind i generationers hjerter, så spillet her er stadig bygget op i det klassiske Grand Prix med otte pokaler, der skal vindes over 32 baner og tre sværhedsgrader. Halvdelen af banerne er nogle af de bedste klassikere fra tidligere spil, som også har fået opløftninger, hvor blandt andet regnbuevejen i Rainbow Road nu bølger for at skubbe lidt til det hele. De nye baner er endnu mere kreative, hvor kører på alt fra klavertaster til at svæve ned af en højere klippe i én omgang.

Svævefly og undervandspropel
Det bringer os til de to primære tiltag. Alle go-kart er nu udstyret med et svævefly, der aktiveres når du kører op ad udvalgte ramper. Med det kan du taktisk set blive svævende i luften og forlænge flyveturen med lidt vindstød for at undgå udfordringerne for neden, eller du kan lande hurtigst muligt for at få lidt fart i hjulene. Den anden tilføjelse sker i undervands segmenterne, da alle har en propel installeret. Det sænker farten på ræset, hvor forskellen naturligvis udspiller sig, når en af deltagerne falder uvidst i basinet og må se sine rivaler overhale inden om for oven. De to elementer er helt naturligt inddraget i den kampen på asfalten og giver lidt afbræk fra den gentagne formular over årene.

Undervejs i løbene indsamler du mønter og når du indsamler et bestemt antal åbnes der op for nye dele til din go-kart, hvilket får en ny indflydelse på optakten. Du vælger mellem køretøjets krop, dækkene og svæveflyet, der alle udgør farten, følsomheden og dens kunnen uden for vejene. Der er ikke den helt store forskel mellem de 16 figurer, der primært udgør vægtklassen. Men, hvor udvalget af baner er noget af det bedste inden for serien, så undrer man sig over figurer som Metal Mario og Wiggler, mens muligheden for at prøve sin egen Mii af er en genistreg.

Singleplayer kommer også med Time Attack, hvor du skal forsøge at slå spøgelsers tider, der enten er sat af Nintendo ansatte eller folk du har forbipasseret på gaden gennem StreetPass. I Balloon Battle skal du igen prikke hul på modstandernes balloner og score flest point, mens det i Coin Battle gælder op at samle så mange mønter ind som overhovedet muligt. Så hvad enten du udkæmper et slag i arenaen eller på asfalten, så føler du aldrig tiden går til spilde, hvad end din placering måtte blive, da indsamlede mønter i sidste ende bruges på at låse op for go-kart dele. SpotPass understøttes også og bringer dig op til 20 spørgelser om dagen, mens det nye Nintendo Network lige ledes er en feature.

Nintendo Network kommer af sted med et ‘boost’
Alle singleplayer elementerne bringes online, hvor du kan dyste mod tilfældige spillere verden over eller tilslutte dig venners igangværende races og sågar tilmelde dig grupper. Har du en omgangskreds er det oplagt med en gruppe i det nye ‘Communities’, der lukker af for fremmede og giver dig og online vennerne en hyggelig aften. Alle indstillinger kan ændres ved helt ned til, hvilke items der skal dukke op i kasserne spredt ud over landskabet. Konkurrencetørsten kan også deles med din lokale omgangskreds og har de ikke spillet kan de downloade multiplayer ned på deres Nintendo 3DS og spille mod dig uden noget spil i systemet.

Der er ikke nye dæk på det hele, for kernen af Mario Kart går stadig ud på at drage nytte af fartfelter, genveje og power-ups, hvor man har tilføjet en ‘Lucky 7’, hvor du får alle power-ups i én serie, mens der er flere genveje end nogensinde før og som åbner op for endnu mere intense og endnu flere overraskende comebacks. ‘Rubber band’ (hvor alle go-karts holdes i snor) metoden er stadig stærkt i brug, så det er ikke altid den bedste, der kommer først over feltet og det vil unægteligt stadig være et kontroversielt emne.

Mario Kart 7 er det reneste, mest farverige og ultimativt flotteste spil i serien til dato. Detaljerne er rige i alle afkroge og der spares ikke for kreativiteten, mens det hele holdes oppe af en bundsolid framerate. Det er første gang at franchisen forsøger sig med 3D og selvom det er meget diskret, så tilføjer det en dybde mellem go-karts og ligger op til flotte partikeleffekter, der dog aldrig kommer ud over skærmen som i Ocarina of Time 3D. Musikken kendetegnes af de glade toner, der ændrer sig alt efter omstændighederne på banen. I sidste omgang intensiveres rytmen, mens den bliver tungere under vand og mere bevægelig når du susser over klavertasterne. Et forbillede af et samspil mellem det musikalske i baggrunden og kontrollen på banen. Ingen af tracksne er dog mindeværdige, hvilket er den tekniske sides største mangel.

Bedre end Super Mario Kart?
Når næsten fem millioner kunder allerede har smidt lommepengene efter Mario Kart 7, så er det på grund af et i forvejen stærkt brand. Generationer af fans har blindt tanket op til en ny omgang og de helt unge har hørt om snakken. Men det er også gået op for de millioner af mennesker, at der ikke bare er tale om en gentagelse, men derimod en opsamling af det bedste, og tiltag der passer ind, som havde de været med fra start i 1992.

Mario Kart 7 anmeldelse - Vurdering og konklusion

Gamers Globe vurdering af
Mario Kart 7:
9/10
Lyd: 9/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Holdbarhed: 9/10

Spil overblik

PEGI aldersmærkning